|
Ny stor attraktion lige nord for København
Brede Værk – Industrien i det grønne
Åbner 21. maj 2009
Rå
mure, højloftede fabrikshaller og larmende maskiner
– stille mølledam, grønne dalstrøg og
hvidkalkede huse. Det lyder som modsætninger, men i
Nationalmuseets nye museum, Brede Værk, lige nord for København,
går industriæstetik og idylliske miljøer op i en
højere enhed.
I det, der i 1800-tallet var Danmarks største
klædefabrik og i dag er Danmarks største,
fredede industrianlæg,
bliver ny teknologi nu taget i brug for at fortælle
historien om bl.a. industri- og velfærdssamfundets
fremvækst og kritikken af dette.
Brede Værks historie
Langs Mølleåen har der siden middelalderen ligget møller,
som bl.a. har forarbejdet kobber, korn og krudt. På
Brede Værk blev der fra 1832 til lukningen i 1956
produceret klæde. Det enestående industrianlæg,
Brede Værk, giver et godt indtryk af et samfund
centreret om fabrikken med produktionsbygninger,
arbejder- og mesterboliger, fabriksherrens landsted,
spisehus, asyl til børnene, gartneri og park. Industriarkitektur 
Bygningerne
afspejler, hvordan industriarkitekturen ændrede sig
fra år 1800 og 150 år frem. Her er maleriske,
hvidkalkede bygninger med sprossevinduer fra
1830’erne og høje, markante murstensbygninger med
rundbuede vinduer fra årtierne omkring 1900.
Spinderiet og væveriet havde til huse i Danmarks ældste
jernbetonbygning, påbegyndt i 1907, mens farveriet
lå i en højloftet funkishal, hvor lyset strømmede
ind fra de store ovenlysvinduer.
Nu
er bygningerne sat nænsomt i stand, og de inviterer
til at lade øjet dvæle ved arkitektoniske detaljer
som gul-rød murstensornamentik og store vinduer i
jernrammer.
Tre forskellige oplevelser
Inden for i museet venter tre meget forskellige
oplevelsesdele. Den første del, Industrisamfundet, er en udstilling, der med ting, lyd, lys og levende billeder
bl.a. fortæller om almindelige danskeres hverdag på
vej mod nutidens samfund.
I
den anden del, Fabrikken, besøger man klædefabrikken med store
karte-, spinde- og vævemaskiner. Hver besøgende
kan vælge hvem, man vil høre historien igennem: spinderipigen Marie, vævemesteren hr. Larsen, direktøren eller andre af
fabrikkens folk, der toner frem blandt maskinerne og
fortæller om arbejdslivet på fabrikken.
Hvis
man er flere, kan man i den tredje del, Maskinen,
udfordre hinanden til at få en lille
kuglelejeproduktion op at køre. Hele familien
kan arbejde ved to samlebånd med at producere
kuglelejer til verdensmarkedet. Hvem kommer først
– og med færrest fejl? En dampmaskine, der sætter
i gang, er en del af oplevelsen.
Så hvis man ikke véd, hvor man skal tage hen, hvis der både skal være noget
til den, der har en ingeniør i maven, til
legebarnet i alle aldre og til æstetikeren, så er det nye
museum på Brede Værk en oplagt mulighed.
Tekst: Nationalmuseets pressemeddelelser / redigeret af Kenn Tarbensen
Fotos: Nationalmuseet
|