Fra karetmager til karrosserismed.
Teknologiske forandringers betydning for
håndværkeren
Alle danske håndværk
har gennemgået drastiske forandringer når
det kommer til arbejdsprocesser og materialer
siden 2. Verdenskrig. Udviklingen har
overordnet været præget af, at der er sket
et markant skred i forholdet mellem håndværkernes
arbejdslønninger og prisen på håndværkernes
råvarer. Det har sat alle håndværksfag
under pres for at udvikle metoder til at øge
forbruget af industrielt fremstillede
elementer med henblik på omvendt at kunne
reducere timeforbruget. Det har fået
kritikere til beskylde håndværkerne for, at
de har udviklet sig til ”deleudskiftere”.
Nogle håndværk har nok udviklet sig i
retning af montørarbejde, men andre har trods
grundlæggende forandringer bevaret et klart håndværkspræg.
Industrimuseet har netop
modtaget en charabanc (hestevogn, hvor
passagererne sidder ansigt mod ansigt) fra
Erik Juhlsen i Horsens. Erik Juhlsen er udlært
karetmager, og mødet med ham satte gang i
overvejelser om de dramatiske forandringer, et
håndværksfag har gennemgået i hans levetid.
Juhlsen blev født i slutningen af 1920’erne
som søn af en karetmager. Juhlsens far havde
værksted på hovedgaden i Gedved ikke langt
fra seminariet. Faderen havde i sin tid
overtaget værkstedet efter sin svigerfar, og
der var derfor allerede, da Erik Juhlsen kom i
lære, tradition for karetmagerfaget i
familien.
Karetmagerværkstedet på Danmarks
Industrimuseum.
Foto. Kristoffer Jensen.
Familiens værksted
foretog ikke bygning af nye hestevogne,
udelukkende reparationer. Arbejdet blev udført
i tæt samarbejde med landsbysmeden, som
foretog al arbejde med hestevognenes jerndele.
Derimod var der ikke mange underleverandører
at samarbejde med: Juhlsens far tog selv i
skoven og udvalgte sig tømmer til sit
arbejde, som siden efter anvisning blev groft
opskåret af savværket.
Endnu i 1940’erne stod
hestevogne for størstedelen af bøndernes
lokaltransport og faget fremstod attraktivt,
da Erik Juhlsen selv skulle vælge livsvej.
Han kom i lære på sin fars værksted og fik
svendebrev som karetmager i 1947. Krigen lagde
en dæmper på bilismen, men Juhlsen blev
allerede under sin læretid klar over, at
arbejde med hestevogne ikke ville kunne brødføde
ham resten af livet. Faderen holdt sig til
hestevogne, mens han selv efter udstået læretid
søgte og fik arbejde på Aagaards
Karrosserifabrik i Vejle. Her var der ingen
hestevogne, men i stedet lastbiler, som
dengang typisk kom til Danmark som rene
chassiser. Det gav arbejde til danske
karrosserifabrikker, som byggede førerhuse og
lad efter kundernes individuelle ønsker. Førerhusene
blev udført som træskeletter beklædt med
plade, mens ladene blev bygget af planker.
Derfor kunne Juhlsen og hans kolleger hos
Aagaard, som alle var udlært enten
karetmagere eller skibsbyggere, benytte deres
kompetencer på træområdet. De måtte dog
også tillære sig nye evner i form af arbejde
med blikplader og svejseteknikker, når førerhusene
skulle beklædes. Den enkelte medarbejder var
her i stort omfang overladt til sig selv, da
der ifølge Juhlsen ikke blev tale om hverken
kurser eller anden videreuddannelse i den
anledning.
I starten af 1950’erne
kom Juhlsen til Horsens Karrosserifabrik, hvor
arbejdet også bestod i nybygning af førerhuse,
lad og busser. Her arbejdede han til 1963 og nåede
dermed at ane, at der var en udvikling i gang
i retning af, at lastbiler til Danmark blev
leveret med fabriksfremstillede førerhuse.
Det skulle på længere sigt komme til
at betyde døden for mange danske
karrosserifabrikker. Omvendt var
privatbilismen i stærk fremmarch i
1960’erne. Juhlsen nedsatte sig som selvstændig
pladesmed med en virksomhed rettet med
private. Opgaverne bestod nu af opretning af
buler og rustarbejde på personbiler.
Erfaringerne med træ blev herefter kun
indirekte nyttiggjort, men omvendt var han
tilbage ved den direkte kundekontakt kendt fra
faderens værksted.
Erik Juhlsen under oprydning i sit værksted
2011.
Foto: Kristoffer Jensen
Juhlsen drev Bækkelund
Karrosseriværksted indtil 1995. Mod
slutningen af sit arbejdsliv måtte Juhlsen lære
sig at arbejde med plastik, som kom til at
fylde mere på bilerne, og dermed var det
tredje materiale, Juhlsen måtte gøre sig
fortrolig med. I tråd med den generelle
udvikling skitseret i indledningen, oplevede
Juhlsen også, at man som karrosserismed i
stigende grad blev presset til at foretage
udskiftning af en bulet skærm frem for
opretning. Arbejdslønnen blev den største
post på regningen til kunden, og derfor kom
der stort fokus på at holde timeforbruget
nede.
Juhlsen er nu ved at
rydde sit værksted, da både det og
privatboligen ved siden af er solgt. I
fremtiden vil bygningerne ikke komme til at
rumme vinkelslibere og svejseapparater. Den
danske bilpark er blevet yngre, hvilket sammen
med bedre rustbeskyttelse medfører færre
rustreparationer. Samtidig er reglerne for,
hvor store trafikskader må være, før biler
af forsikringsselskaberne bliver vurderet
totalskadet, strammet afgørende op. Det giver
mindre arbejde til værksteder af Juhlsens
slags. Arbejdet bliver i disse år samlet på
færre og større værksteder, hvor man typisk
også kan tilbyde mekaniske reparationer og
lakering.
Den moderne karrosserismed.
Her ses Tommy
Laugesen fra
Bilernes Hus i
Silkeborg, der
deltog i verdens-
mesterskabet for
unge karrosseri-
smede i 2009.
Foto fra Silkeborg
Tekniske Skole.
Karetmageren har udviklet
sig til karrosserismed, og gamle kompetencer
er blevet værdiløse i processen. Også
nutidens gode karrosserismed har imidlertid
fornemmelse for sine materialer i hænderne og
viderefører dermed gamle håndværkstraditioner.
Skrevet af
Kristoffer Jensen
Danmarks Industrimuseum, Horsens
|
