Forbrændingsmotorer
fra Møller & Jochumsen
Møller & Jochumsen i
Horsens blev grundlagt som jernstøberi og
maskinfabrik i 1857. Ud over traditionelle
opgaver byggede fabrikken efterhånden også
dampmaskiner. I takt med udviklingen begyndte
man også at producere
forbrændingsmotorer.
Skiftet vidner om et fint
samspil mellem ledelse og teknologisk
udvikling. Oscar Piper var uddannet på
Polyteknisk Læreanstalt som maskiningeniør
i 1893. Herefter rejste han udenlands, hvor
han i Belgien og Frankrig bl.a. studerede
forbrændingsmotorer. Det satte ham siden i
stand til at igangsætte en lignende
produktion hos Møller & Jochumsen, hvor
han var blevet ansat i 1897. I 1903 blev han
selskabets nye direktør, og så var tiden
inde til at skifte fokus fra dampanlæg til
produktion af forbrændingsmotorer. Hos
Møller & Jochumsen kom man til bygge tre
typer af forbrændingsmotorer. I maj 1905
præsenterede man den første, som var en
petroleumsmotor, der blev markedsført under
navnet Aktiv. Den næste var en sugegasmotor,
der blev lanceret året efter, og i 1911 var
virksomheden klar med en dieselmotor.
Præsentationen af
petroleumsmotoren Aktiv fandt sted på Den
jyske Industri- og Landbrugsudstilling i
Horsens i 1905. Den blev tildelt højeste
udmærkelse – og det gjorde den i øvrigt
også på Landsudstillingen i Århus i
1909.
Aktiv var en såkaldt
glødehovedmotor uden tændrør, og den
klarede at køre på forskellige tyndflydende
olieprodukter. Den blev især afsat til
landmænd, møller og mindre
håndværksvirksomheder. Her havde man behov
for stabile kraftkilder i en simpel
udførelse, så den også kunne anvendes af
ikke-maskinuddannede. Ydelsen lå typisk på
10 hk eller derunder.
Salget af petroleumsmotoren
Aktiv gik ganske godt frem til 1918, men
herefter gik det ned stærkt tilbage, indtil
produktionen helt stoppede i 1930. I alt blev
der produceret 522 stk.
Skrevet af
Kenn Tarbensen
|