Om selskabet
Selskabet har til formål at fremme
teknologihistorisk forskning, undervisning og
formidling i Danmark. Selskabet skal virke for
udveksling af viden mellem enkeltpersoner og
institutioner, der arbejder med teknologihistoriske
emner.
Ved teknologihistorie forstår vi
den teknologiske udvikling i dansk og
internationalt
perspektiv og i det komplekse samspil mellem
teknologi og
kultur, herunder etik, politik, økonomi
m.m. Teknologihistorie handler ikke
blot om
maskiner, produkter og systemer, men også om
sociale processer,
altså om mennesker,
institutioner og andre faktorer bag den teknologiske
udvikling.
Dansk Teknologihistorisk Selskab er
i dag den største forening for teknologihistorie i
Danmark. Selskabets historie går tilbage til 1991,
hvor en kreds af historikere omkring Aarhus
Universitet begyndte et samarbejde om
teknologihistorie. Med afsæt i relevante læreanstalter
og museer i Jylland førte det i 1992 til stiftelsen
af selskabet under navnet Teknologihistorisk Selskab
med lektor Henry Nielsen fra Aarhus Universitet som
den første formand. Ved et møde i Viborg i 1995
omdannedes selskabet til et landsdækkende selskab
og navnet ændredes til Dansk Teknologihistorisk
Selskab. Lektor Marianne Rostgaard fra Aalborg
Universitet var formand 1995-96, hvorefter
museumsinspektør Hans Buhl, Steno Museet i Århus,
tog over frem til 2005. Museumsleder fra
Industrimuseet Frederiks Værk i Nordsjælland Frank
Allan Rasmussen har siden været formand. I dag har
selskabet omkring 75 medlemmer fra hele landet.
Den vigtigste aktivitet i selskabet
i årets løb er årsmødet, der sædvanligvis
afholdes skiftevis mellem øst- og vest-Danmark. Det
tilstræbes, at årsmøderne placeres ved en
institution eller i en region med en vis aktualitet.
Foruden et fagligt program, der typisk rummer
foredrag og diskussion om nyere aspekter og
tendenser vedrørende teknologihistoriske emner,
består årsmødet også af ekskursioner og/eller
omvisninger i museer el. lign. samt naturligvis
socialt fællesskab, bl.a. ved en fælles middag.
Selskabets generalforsamling afholdes i tilslutning
til årsmødet.
Efter flere års tilløb har Dansk
Teknologihistorisk Selskab desuden i 2008 fået
relanceret sin hjemmeside. Det er ambitionen at
hjemmesiden foruden medlemsinformationer skal være
et midtpunkt for teknologihistorie i Danmark, bl.a.
ved at linke til væsentlige nyheder i ind- og
udland.
Hjemmesiden er også blevet
forsynet med en tumleplads for små og store Teknologihistorier,
hvor der kan findes eksempler på, hvad
teknologihistorie kan være.
|